Synspunkt bragt i JydskeVestkysten fredag den 20. april:
Af Benny Engelbrecht, formand AIF Sønderjylland, folketingskandidat for Socialdemokraterne og Benny Jensen, formand LO Sønderborg
De fleste mennesker kan huske billeder for deres indre øje, af katastrofer der er blevet bragt i fjernsynet. Billeder af mennesker i nød, tårnhøje bølger der rammer en kyst, de urovækkende scener af et desperat kæmpende udgravningshold i et jordskælvsområde, et afrikansk barn med hule kinder og udspilet mave. Det er billeder, der ikke lader sig slette fra hukommelsen.
Det år hvor der er samlet flest private midler ind i Danmark var i 2005, efter tsunamien havde ramt Asien, kort efter julen 2004. Der blev fra hele verden stillet så mange midler til rådighed, at det endnu ikke har været muligt at bruge dem alle. Samtidig blev andre værdige formål desværre glemt.
Vi vil ikke moralisere eller løfte en pegefinger, for når verden rammes af katastrofer, bør vi følge vores naturlige instinkter og hjælpe. Man skal jo behandle andre, som man gerne selv vil behandles.
Fagbevægelsen i Danmark har valgt at støtte solidaritetsprojekter, der ikke fylder de danske tv-skærme. Der er desværre ingen medier, der interesserer sig for dem, der ”bare” er fattige og har elendige arbejdsforhold.
I Region Syddanmark har fagbevægelsen valgt, at vi i dette forår vil støtte fagbevægelsen i Albanien, når projekt ”Gør noget” løber af stablen.
Vort projekt går i al sin enkelthed ud på, at hjælpe den albanske fagbevægelse ind fra gaden, ved at støtte deres ønske om at få tag over hovedet.
Organisationens hovedkontor har ligget i centrum af hovedstaden Tirana, men de er nu tvunget ud af lokalerne. I henhold til de albanske love, skal regeringen kompensere med en anden bygning. Dette er ikke sket og ingen tror på, at den konservative regering i Albanien gør noget ved det. Den nye ejer har sat et tæskehold til at smide det albanske LO ud. Tæskeholdet har blandt andet smadret taget og ødelagt trappeopgangen, så bygningen nu reelt er ubrugelig.
Takket være en tidligere indsats fra den danske fagbevægelse, ejer det albanske LO en tillidsmandsskole i udkanten af Tirana. Her er der masser af plads, hvor der kan indrettes kontorer, men det kræver en grundig renovering at gøre lokalerne i brugbar stand. Det er det, vi vil hjælpe albanerne med og på denne måde støtte fagbevægelsen i et land, hvor der er særdeles hårdt brug for organisering og kamp for rettigheder til arbejdstagere.
Projektet skal sættes i gang umiddelbart efter afslutningen af indsamlingen den 1. maj og projektet kan fuldendes hvis det lykkes os at indsamle ca. 295.000 kr. ind til formålet.
Det albanske LO er politisk uafhængig, men i Europas fattigste land er organisationer, der kæmper for de mest basale rettigheder til arbejderne, ikke velset af hverken arbejdsgivere eller en borgerligt ledet regering. Det rammer alle dele af det albanske LO, der dækker forbund for transport, bygge- og anlæg, lærere, sundhedspersonale, industriarbejdere, telekommunikation, tekstil, kemi og mange andre faggrupper.
Vi opfordrer til, at alle fagligt engagerede i Syd- og Sønderjylland støtter den gode sag i solidaritet med arbejdere, der ikke har de samme rettigheder som vi har i Danmark. På alle større virksomheder vil faglige repræsentanter tage initiativ til at informere om projekt ”Gør noget”. Til og med 1. maj vil du kunne bidrage i de indsamlingsbøsser, der kommer rundt på arbejdspladser, i fagforeninger, banker og til faglige møder.
Der er ikke brug for store indbetalinger, men mange indbetalinger.
Vi anbefaler, at du støtter projektet og indsætter et pænt beløb på konto 5301 – 7821997 og mærker indbetalingen ”Til Albanien”. Vi har allerede indbetalt et beløb og håber at rigtigt mange vil følge vores eksempel.